STREK-redaksjonen spørger efter respons på det seneste nummer «Farvel kirke — farvel Gud».
For mig var det den vigtigste STREK, I endnu har slået (tegnet). Mere af det!
Jeg har selv været churchleaver fra det danske frikirkemiljø i 10 år — indtil jeg den 1. januar i år meldte mig ind i den lutherske folkekirke. Det har undret mig hvor lidt opmærksomhed, kirkerne har brugt på at forstå fænomenet, lære af det — skabe en dialog med de mange som forlader kirkerne — for måske endda at kunne imødekomme de behov, som aldrig blev mødt. Og hvis temaet endelig har været fremme, har churchleavers kun indgået som objekter (et problem man måtte studere) — ikke subjekter (medmennesker og medkristne, som man kan tale med, med risiko for udslip af kritik).
Os exil-kristne
For kun få måneder siden udnævnte en udsendelse i Danmarks Radio churchleavers til at være den hurtigst voksende kirke i Danmark, men i stedet for undren og dialog er det frikirkelige/karismatiske miljø, som jeg kommer fra (og stadig kan iagttage i for eksempel den ugentlige danske «kirke-avis» Udfordringen), fortsat i det samme gamle spor med at imitere (især amerikanske) succesfulde strategier, teknikker, metoder eller ydre former eller personligheder for at skabe kirkevækst og vækkelse.
Det er supergodt, at I turde give os exil-kristne en stemme i STREK og din opfordring til respons påSTREKnummeret er en af de første gange, jeg har følt at jeg «blev spurgt». Så undskyld mig: dét kan jeg ikke modstå.
I de 10 år har de få stemmer, som har talt åbent om fænomenet haft stor betydning for mig: Jamieson var den første, langt senere slog Brian McLarens A New Kind of Christian-trilogi igennem i Danmark.
Langsomt er netværket af venner, der står tøvende i kirkens periferi — eller ligesom jeg er droppet ud af kirken — uden at droppe Gud — vokset. I de seneste år har skandinaviske bevægelser som Magnus Malms retræter og bøger, Korsvei — og, ja, STREK — givet mig en fornemmelse af alligevel at blive mødt og høre til — selv om det er på et mere «virtuelt» plan. For det lever jo ikke op til den vedtagne teologi om, at man skaltilhøre og engagere sig i en levende lokal kristen menighed for overhovedet at kunne overleve som kristen i denne verden.
Klaustrofobi
Jeg kender alle argumenterne for teologien — jeg har selv prædiket den — , men for 10 år siden valgte jeg bevidst kætteriet efter 18 års dybt engageret kirkeliv med bl.a. evangelisende gadeteater og DAWN-inspireret kirkeplantning. Jeg kunne ikke længere identificere mig med den indforståede «dem-og-os» frikirkekultur og får stadig klaustrofobi, når jeg nærmer mig. Følte at kirken, som jeg havde kendt den, lå i vejen for udsigten til Gud — både for mine hedenske venner og mig selv. Og jeg havde erfaret hvordan kirke-aktiviteter sugedealle de kræfter ud af mig, som jeg længtes efter at bruge på at relatere autentisk til bekendte og kolleger, som netop aldrig kom i kirke.
Helt konkret var vi to familier, der flyttede til en by, hvor der ikke var nogen levende kristen menighed — helt bevidst for at slippe for den. I kirkerne som vi kom fra, ville man kun tage sådan et spring hvis man havde kald som kirkeplanter. Men vi havde ikke nogen anden agenda end at flytte dertil og få de venner, vi aldrig har haft!
Virkeligheten, ikke kirkeligheten
Det vigtigste, der er sket for mig i de 10 år, er, at jeg begyndte at leve min tro ud i virkeligheden — i stedet for i kirkeligheden. Jeg har ikke længere nogle per definition kristne aktiviteter, som jeg kan udøve nogle timer om ugen for dermed at «tjene Gud» — nu må jeg i stedet spørge Gud, hvordan jeg følger Ham og inkarnerer Hans liv i dagligdagen, i venskaberne, i arbejdet og i den offentlighed, som mit job som kunstner indebærer. Uden kirkens enkle rammer og færdige svar må jeg til at forholde mig til den samme kompleksitet og de samme eksistentielle spørgsmål og grundvilkår som alle andre mennesker. Det giver ægte samtaler med min næste i øjenhøjde og fortrolighed. Og det vil jeg ikke være foruden …
«Vi er kirken»
Og Kirken? Den er der stadig. Det er bare min forståelse der er ændret.
I flere år sagde vi to familier til hinanden, at vi bare var en kirke. I stedet for et lille lokalt udvalg af kristne som jeg kun har lidt eller intet tilfælles med rent menneskeligt, er min kirke blevet de nære kristne venner jeg har — hvad enten de bor i min lille provinsby, i København, Stavanger, Frankfurt eller Sydindien. Kirken er blevet mere virtuel.
Når jeg går på gaden i vores lille by og hilser på alle de mennesker, jeg har lært at kende efter at jeg holdt op med at bruge al min tid på «kristne aktiviteter» — så griber jeg mig selv i at tænke, at byen er min kirke og jeg er en af præsterne.
Først troede jeg at dette var endnu et kætteri, men nu tror jeg bare at det er kirken der er blevet større — og at det hele handler mere om Guds Rige end om de små organisationer og virksomheder som jeg lærte var ensbetydende med Kirke.
På flere måder passer denne nye forståelse bedre sammen med Folkekirken. Den er i sin natur og kultur åben og inkluderende.
Tænk at jeg har skulle bruge 10 år på at komme frem til, at netop dette er vigtigere end min holdning til Folkekirkens teologi, dens forhold til statsmagten eller dens anakronistiske former. Måske er den i al sin brogethed landets største missionsmark?
Jeg bliver glad når præsterne spørger mig om at bidrage med det jeg kan, og endelig kan jeg nu svare beroligende, når andre kristne har behov for at vide, hvor jeg «hører til».
«Den Gud du ikke tror på»
Så: Send more issues! Hvis I ville lave en nyt nummer om dette vigtige tema, kunne det måske netop undersøge dogmerne om hvad kirke overhovedet er. Geografisk, historisk, teologisk.
Hvad skal der være i «pakken» for at det er rigtig kirke? Kan pakken sammensættes på forskellige måder — og stadig være rigtig? Jeg læste om en præst som sagde til en ateist: «Fortæl mig om den Gud, som du ikke tror på — måske tror jeg heller ikke på ham».
På samme måde kunne STREK jo spørge: «Fortæl om den kirke, du ikke tror på.» Måske kommer der nogle helt nye billeder af, hvad kirke er.
Så skal jeg nok male dem.
Med kærlig hilsen
Billedkunstner Karsten Auerbach
Faaborg, Danmark